UDDANNELSE

& FORSKNING


ÅRSBERETNING

 2022/2023

Vi skal sikre et højt vidensniveau.




Forskning og uddannelse er tæt forbundet og spiller en afgørende rolle i samfundets udvikling og fremskridt. DDD involverer sig i begge dele.

Inden for de sidste år er der sket omfattende ændringer i uddannelsessystemet, som også rammer dyrlægeuddannelsen, hvor der er planlagt betydelige besparelser. I spareplanen er der blandt andet lagt op til, at de kirurgiske kurser vil blive beskåret ud fra et ønske om at nedbringe antallet af forsøgsdyr, og det ser DDD på med stor alvor, da de studerende risikerer at forlade uddannelsen uden at have den nødvendige basale erfaring i kirurgiske procedurer og indgreb.


DDD har derfor rakt ud til dekanatet på KU SUND og tilbudt assistance til udformningen af besparelserne – læs brevet til dekanen for KU SUND, Bente Stallknecht


Efterfølgende blev DDD-formanden indbudt til et fællesmøde med ledelsen af veterinæruddannelsen og de studerende. Det blev et godt, men også alvorligt møde, hvor det blev klart, at de studerende har brug for støtte i modstanden mod de voldsomme besparelser.


Dyrlægeuddannelsen skal prioriteres


Den Danske Dyrlægeforening har også engageret sig i regeringens reformudspil

»Forberedt på Fremtiden 1« inden for uddannelsessystemet. DDD vil sikre, at dyrlægeuddannelsen prioriteres i overensstemmelse med den vigtige rolle, dyrlæger spiller i samfundets kritiske infrastruktur.


Læs DDDs brev til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, hvor DDD tilbyder samarbejde.


I brevet fremhæver DDD flere karakteristika ved dyrlægeuddannelsen:

 

  • Dyrlægekandidater uddannes klinisk under studiet og skal være en del af den kritiske infrastruktur.


  • Dyrlæger har vist deres betydning under COVID-19-pandemien.

     

  • Dyrlæger deltager i grøn omstilling gennem forskning i dyrefoder og leveforhold for produktionsdyr for at reducere CO2-udledning og klimapåvirkning.


  • Dyrlægekandidater autoriseres af Fødevarestyrelsen og udfører specialiserede opgaver fra starten.


  • Den danske dyrlægestand bidrager til international forskning under ONE-HEALTH-konceptet (dyr, menneske og miljø).


  • Mange dyrlæger etablerer startups inden for biotek og biomedicin med høj samfundsmæssig værdi.


  • Dyrlægeuddannelsen har lav arbejdsløshed blandt nyuddannede dyrlæger.


  • Curriculum er presset, hvilket retfærdiggør en forlængelse af kandidatuddannelsen fra 2½ til 3 år.

Ny veterinæruddannelse i Foulum


Om bare et år skal de første studerende begynde på den kommende veterinæruddannelse i Foulum, Aarhus Universitet. DDD følger processen og var senest i slutningen af april på besøg i den jyske universitetsby øst for Viborg for at få en aktuel status på den planlagte uddannelses form og indhold. Det var et godt møde med god dialog og velvilje på begge sider af bordet.

Planerne for curriculum på både bachelor- og kandidatdelen ligger tæt op ad curriculum på Københavns Universitet, men med nye tanker om mere kommunikationstræning inkluderet i både den kliniske undervisning og i One Health-undervisningen.

Den kliniske undervisning kommer til at foregå i en distribueret model ude i private praksis. DDD og DA holder en tæt kontakt med tovholdergruppen frem til planlagt studiestart i forhold til organisering og aftaler vedrørende undervisning i praksis. DDD er naturligvis optaget af, hvordan det rent praktisk skal foregå, og hvordan modellen kan kvalitetssikres, så alle studerende kommer igennem samme træning af færdigheder.


DA har fokus på afklaring af virksomhedernes rolle, ret og pligter i forhold til undervisningen af de kommende studerende. Virksomhederne skal se på opgaven som et nyt forretningsområde, og derfor skal der findes en model for honorering, som både universitet og praksis kan stå bag.


Læs også DDD: Undervisning på klinikkerne skal ske med klare retningslinjer


Tovholdergruppen på den nye uddannelse i Foulum vil være til stede med en stand på årsmødet i Odense, hvor interesserede kan stille spørgsmål. 


Vigtig forskning uden støtte


Forskning er afgørende for innovation og teknologisk udvikling. Gennem forskning opdages nye metoder, materialer og teknologier, som gavner hele samfundets udvikling og fremdrift. Også når det gælder husdyrhold og zoonoser bidrager forskningen til bedre overvågning og forståelse af trusler og mulige løsninger.


Desværre har Danmarks Innovationsfond trukket støtten til EUs store rammeprogram for forskning og innovation - Horizon Europe. DDD mener, det er stærkt bekymrende, fordi Horizon Europe støtter god og vigtig forskning specielt indenfor områder som netop husdyrhold og zoonoser, hvor vi i Danmark har nogle af verdens dygtigste forskere. DDD har påpeget konsekvenserne - herunder det problematiske i, at danske forskere kommer til at have mindre indflydelse på fremtidige forskningsprojekter.

Share by: