ANSATTE

DYRLÆGERS

ORGANI-SATION


ÅRSBERETNING

 2022/2023

Formand Ida Tingman Møller fortæller om et år med samarbejde og udfordringer i horisonten.



På videons optagetidspunkt var regnskabsarbejdet endnu undervejs, og jeg afholdt mig derfor fra at kommentere derpå. Regnskabet vil naturligvis bliver gennemgået udførligt på årets generalforsamlinger.

– Ida Tingman Møller

I et tilbagekig har ADO i det seneste år arbejdet for at forbedre dyrlægers arbejdsforhold, trivsel og rettigheder gennem samarbejde, indsatser på en lang række områder. I den kommende tid er det dog nødvendigt at revidere opgaver og udgifter i organisationen.

I ADO indledte vi året med at fortsætte opfølgningen på trivselsundersøgelsen, der blev udført året forinden i klinisk praksis. Vi besluttede at holde tre medlemsmøder som webinarer med fokus på dyrlægers velbefindende i deres arbejdsdag, især dem, der er ansat i klinisk praksis.


Webinarene tog fat på, hvordan man som medarbejder kan tackle konfliktpunkter i relationen mellem ansatte og chefer, lønforhandlinger og den vigtige work-life balance. Diskussionerne og erfaringsudvekslingen omkring overholdelse af overenskomsten - herunder hviletider og betaling for overarbejde - var livlige og berigende.


Ved et af webinarene deltog erhvervspsykolog Claus Elmholdt som oplægsholder. Han gav en grundig præsentation om ansættelsesforholdet og af, hvordan man kan bidrage til et sundt samarbejde og gode relationer til ens leder. Elmholdt rørte også ved, hvordan man kan håndtere vanskelige samtaler med overordnede og opnå en konstruktiv dialog.


Læs et sammendrag fra webinaret: Hjælp: Min chef driver mig til vanvid!


Sekretariatet deltog også i møderne og besvarede spørgsmål om overenskomsten i klinisk praksis. Selvom fokus var på dyrlæger i klinisk praksis, var alle medlemmer af ADO inviteret. Der var en fantastisk opbakning med mange deltagere og livlige debatter.


»Møderne var en kilde til inspiration og værdifuld viden om hverdagen i klinisk praksis«


Møderne var en kilde til inspiration og værdifuld viden om hverdagen i klinisk praksis, som vi i ADO kan drage nytte af i de kommende forhandlinger om overenskomster. 2024 vil være præget af forhandlinger ikke kun inden for klinisk praksis området, men også på det offentlige område.


2024 bliver et overenskomstsår


ADO har netop sendt vores krav til forhandlingerne på det offentlige område. Disse krav er blevet udarbejdet med udgangspunkt i medlemmernes tilbagemeldinger og har været et emne for drøftelser i bestyrelsen. De krav, der gælder for alle offentligt ansatte, skal præsenteres gennem Akademikerne for at sikre enighed blandt alle AC-organisationerne. Dette inkluderer generelle lønforhøjelser, etableringen af en fritvalgskonto (løn, pension eller frihed) samt videreførelsen af kompetencefonden. De krav, der specifikt vedrører dyrlæger, som fx højere pensionsprocent for rådighedstillægget, betaling for vagtarbejde for chefer eller tillæg for ledende dyrlæger er vores egen beslutning.


Inden længe begynder indsamlingen af krav til overenskomsten i klinisk praksis. Medlemmerne får mulighed for at bidrage med deres forslag og ønsker til de kommende forhandlinger. Vi forventer at udveksle krav med DA i begyndelsen af december og gå i gang med forhandlingerne lige på den anden side af nytåret.


Arbejdsvilkår for offentligt ansatte dyrlæger


I ADO har vi en lang og solid tradition for en tæt dialog med Fødevarestyrelsen, som udgør den største offentlige arbejdsplads for dyrlæger. Også i løbet af dette år har vi gentagne gange været i kontakt med Fødevarestyrelsen om dyrlægers arbejdsvilkår.


Det at deltage i vagtordninger udgør en stadig større del af dyrlægens opgaver, når man er ansat i Fødevarestyrelsen. ADO mener, at faste vagter uden for normal arbejdstid bør honoreres særskilt. Dette gælder i vores optik, uanset om man er ansat som chef, konsulent eller embedsdyrlæge. Selvom der allerede er indgået en række aftaler med Fødevarestyrelsen om vagter uden for normal arbejdstid, er der stadig områder, som ikke er omfattet af aftalerne. Ideelt set ønsker vi, at den enkelte dyrlæge selv kan vælge, om vagten skal kompenseres med løn eller frihed, men det er ikke altid muligt at opnå.


Selvom Fødevarestyrelsen allerede har mange dyrlæger ansat, har Styrelsen i en længere periode haft ledige stillinger til dyrlæger og har det stadig. På denne baggrund tog HR-sekretariatet for Kødkontrollen initiativ til en bustur for veterinærstuderende, hvor ADO også deltog. Formålet med turen var at introducere de studerende til arbejdet i Fødevarestyrelsen med særligt fokus på slagteriområdet. Efter et besøg på slagteriet i Holsted blev der i Vejen givet en introduktion til styrelsens øvrige ansættelsesområder. Alle steder mødte de studerende engagerede dyrlæger, der med entusiasme og praktiske øvelser fortalte om deres arbejde som dyrlæger i Fødevarestyrelsen.

Lukninger af større arbejdspladser


Desværre bragte året også pludselige lukninger af større arbejdspladser for dyrlæger - både i den private og den offentlige sektor.


I maj i år kom meddelelsen om, at slagteriet i Sæby skulle lukke på grund af faldende slagtetal. En udmelding, der selvsagt var svær at håndtere for både den enkelte dyrlæge som for hele lokalsamfundet, da slagteriet var den største arbejdsplads i Frederikshavns Kommune.


For medlemmerne, der har stået over for pludselige arbejdspladslukninger, har ADO iværksat en beredskabsindsats for at yde støtte i sådanne situationer. I tilfældet med Sæby har vi arrangeret medlemsmøder og møder med Kødkontrollens sekretariat for at hjælpe alle dyrlæger med at finde alternative arbejdspladser i Styrelsen. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at dette er lykkedes.


Foruden de dyrlæger, der uforudset mister deres arbejde, tilbyder ADOs karrierevejledning også rådgivning til dyrlæger, der ønsker at skifte job, til studerende, der står over for at skulle ud i første job, eller dyrlæger, der uden selv at have valgt det, står over for en ny karriereretning. Vi giver råd og vejledning til udarbejdelse af CV'er og ansøgninger, samt samtaler om hvilke muligheder, der findes, når man ønsker at ændre kurs. Derfor har karrierevejledningen været særdeles travl i løbet af året.


Samarbejde på tværs i foreningen


ADO har ikke kun arbejdet selvstændigt med medlemmernes arbejdsvilkår. I samarbejde med Faggruppe Dyresundhed og Fødevaresikkerhed har vi ad flere omgange forsøgt at etablere en dialog med Fødevarestyrelsen om en særlig problemstilling.


»Vi er stærkt bekymrede over den tiltagende tendens, hvor velfærdskontroller i stigende grad bliver udført af andre faggrupper end dyrlæger«


Vi er stærkt bekymrede over den tiltagende tendens, hvor velfærdskontroller i stigende grad bliver udført af andre faggrupper end dyrlæger. Det er en situation, vi anser for at være uholdbar. Når besøg afholdes af personale uden den nødvendige brede, faglige viden, skaber det problemer. En analyse udført lokalt i en veterinærenhed afslører markante forskelle i antallet af dyreværnssager og påtaler, alt efter om det er en dyrlæge eller en anden faggruppe, der udfører kontrolbesøgene.


Vi mener, at dette ikke blot udgør en trussel mod dyrevelfærden, det skaber også en uensartethed i myndighedsudøvelsen, hvilket ingen drager fordel af. Der opstår risiko for et dårligt arbejdsmiljø, idet de to faggrupper hurtigt kan opfattes som »Good Cops« og »Bad Cops«. Samtidig sender det et signal til nye medarbejdere om, at det er muligt at arbejde som embedsmand i styrelsen uden at anmelde forhold til politiet, hvor lovgivningen ellers kræver det.


I samarbejde med Faggruppe Dyresundhed og Fødevaresikkerhed samt tillidsrepræsentanterne i Fødevarestyrelsen vil løbende følge op på sagen og tage de nødvendige skridt for at adressere disse udfordringer.

Etablering af VeL


Et andet tværgående projekt, som ADO har været involveret i det seneste år, er etableringen af VeL.


En ny struktur for medlemskab i DA og en voksende gruppe dyrlæger i ADO med ansættelser som ledere havde skabt et øget behov for et særligt fokus på denne medlemsgruppe.


VeL bliver en pendant til DA og ADO og vil have forhandlingsretten på deres område. Dette indebærer, at VeL sandsynligvis vil overtage forhandlingsretten fra ADO på nogle områder. Der udestår en afklaring omkring dette, indtil VeL er fuldt etableret. En ting er sikkert: VeL vil give lederne mulighed for skræddersyet rådgivning og støtte til de udfordringer, de står over for i deres ansættelser.


Samtidig med etableringen af VeL betyder det, at ADO som udgangspunkt vil repræsentere ansatte dyrlæger uden personaleansvar, hvor vi i øjeblikket også inkluderer både ledere og ansatte, fx i det offentlige. En konsekvens heraf kan være en forventet medlemsnedgang i ADO.


Den kommende opdeling vil skabe en mere gennemsigtig struktur, hvor ADO ikke længere vil blive konfronteret med situationer, hvor vi skal repræsentere både en ansat leder og dennes underordnede.


Vi afventer den forhåbentligt endelige godkendelse af VeL på generalforsamlingen til oktober. Herefter vil det egentlige arbejde bestå i at afklare snitfladerne og lægge grundstenene til et godt samarbejde.

ADOs regnskab 2022


Årets regnskab kommer desværre ud med et større underskud. Samlet set har ADO haft en merudgift på næsten 1 million kroner i forhold til det forventede budget. Desuden er resultatet påvirket af negative finansielle poster på 600.000 kr., hvilket resulterer i et samlet resultat for året på -2.110 t.kr. Dette resultat er frusterende for os i ADO og betragtes som utilfredsstillende.


Baggrunden for det negative resultat skal primært findes i fordelingen af lønomkostninger fra fællesadministrationen i DDD. Tilbage i 2021 blev der ved generalforsamlingen i Dyrlægeforeningen vedtaget en omfordeling af kontingenterne, så de aktiviteter, der kan tilskrives ADO, blev finansieret af ADO i stedet for som tidligere af DDD. Denne ændring førte til en stigning i indtægterne fra kontingenter, men medførte også en øget udgift i administrationsbidrag til DDD for ADO. En udgift, der skal dække ADOs træk på sekretariatet.


Som det blev præsenteret på generalforsamlingen i 2021, ville denne omfordeling medføre, at ADO ville have et årligt underskud, medmindre der blev foretaget besparelser. I forbindelse med sammenlægningen med Pharmadanmarks sekretariat var planen, som blev fremlagt på generalforsamlingen, at der i løbet af 2022 skulle identificeres områder, hvor der generelt kunne optimeres på processer og opnås besparelser. Målet var at holde administrationsbidraget nede eller ideelt sænke det.


Desværre gik det ikke som forventet. Vi endte i stedet med at stå uden samarbejde med Pharmadanmark, efter ganske kort tid.


Ud over manglende optimering af ADOs sekretariatsbetjening betød det også, at DDD, herunder ADO, stod uden flere væsentlige kompetencer, såsom regnskabsafdeling, domicil, IT og så videre. Desuden blev flere centrale administrationssystemer lukket ned ved opløsningen af Fællessekretariatet med JA og DSL, og flere af disse kunne ikke genskabes uden betydelige investeringer i konsulenter og sekretariatstid. Dette har selvfølgelig også påvirket ADOs administrationsbidrag til DDD, som i forbindelse med regnskabet for 2022 er blevet opdelt i personaleudgifter og administrationsudgifter til DDD.


ADOs fremtidige budget og kontingent


Årets resultat betyder, at vi i ADO er nødt til at revidere de opgaver, vi påtager os, og overveje, hvordan vi bedst kan udføre dem med de ressourcer, vi har til rådighed. Derudover kommer vi til at se på, hvordan udgifterne til sekretariatsbistand fordeles mellem ADO, DDD og faggrupperne, når vi skal lægge det kommende budget.



»Årets resultat betyder, at vi i ADO er nødt til at revidere de opgaver, vi påtager os«



Vi vil meget nødig hæve kontingentet, da det samlede kontingent til DDD, hvor ADOs andel indgår, allerede er relativt højt. Udfordringen ligger imidlertid i, at ADOs kontingent isoleret set ligger under 3.000 kr. om året, hvilket er blandt de laveste kontingenter for en fagforening i Danmark.

Ikke desto mindre er vi nødt til at overveje alle muligheder for at genoprette ADOs udgifter.


I ADOs bestyrelse mener vi, at medlemmernes interesser bedst varetages i fællesskab med DDD. Bare det seneste år har der været mange eksempler på sager, der påvirker flere medlemsgrupper både i DDD og ADO, og som håndteres af hovedforeningen. Et eksempel er oprettelsen af den nye veterinæruddannelse i Foulum. Det er afgørende for ADO, at eksisterende forskningsmiljøer ikke svækkes, og at der ikke opstilles urimelige ansættelseskrav til veterinære forskere. Det veterinære forskningsområde skal styrkes, og der bør ikke tilføres yderligere intern konkurrence om de begrænsede forskningsmidler. Samtidig skal vi sikre et godt undervisningsmiljø både i København og Foulum. Vi mener, at det samarbejde og den styrke, DDD har vist, ikke ville have været den samme, hvis vi ikke var en samlet forening.


Derfor vil vi i samarbejde med både DDD og faggrupperne se på, hvordan den samlede fremtidige økonomi i DDD bedst kan sammensættes.


I ADO er vi dedikerede til at sikre trivsel og bedre arbejdsvilkår for dyrlægerne i vores fællesskab, og vi ser frem til de udfordringer, der ligger foran os.


På vegne af ADOs bestyrelse,

Ida Tingman Møller, formand for Ansatte Dyrlægers Organisation


ADO-henvendelser i tal


I perioden 1. august 2022 til 1. august 2023 har ADOs sekretariat:


- Oprettet 830 medlemssager om alt fra kontraktgennemgang, lønforhandlinger, arbejdsskadesager, afskedigelser, frivillige fratrædelser mv. Nogle sager er klaret med en telefonhenvendelse, uden at dette registreres.


Hertil kommer:


- 711 sager om medlemskab, kontingent, medlemsregistrering mv.

  • ADOs bestyrelse

    Den samlede bestyrelse har i perioden bestået af:


    Formand Ida Tingman Møller


    Kasper Klintø, Fødevarestyrelsens Kødkontrol, Kødkontrolsekretariatet


    Karen Dieckmann, Fødevarestyrelsens Kødkontrol, DC Ringsted


    Freja Broe Hjerpe, Fødevarestyrelsen Veterinær Øst


    Neel Larsen, Lægemiddelstyrelsen


    Anne Marie Lassen-Nielsen, Novozymes A/S


    Suppleanter:


    Niels Hofman Hansen, Ringe Dyrehospital – Klinik for mindre husdyr (1. suppleant)


    Carsten Fihl, Fødevarestyrelsens Kødkontrol (2. suppleant)


    Mette Lindstrøm Jensen, Hestetandklinikken ApS (3. suppleant)

Share by: